You can't take me!

[Deleted]

Matthew Fox

---

Det skulle ikke kunne siges præcist hvorfor, men det var lidt som om, at Godricdalen efterhånden var begyndt at blive set som et eller andet form for helligt sted. Sikkert fordi ham den der Gryffindor havde lagt navn til det. Endnu en sørgelig tragedie til det navn. I hvert fald ifølge Deans hoved og sikkert også mange andre dødsgardisters. En opstoppet nar var han. Ingen sans for rent blod og troede, at man kunne opnå noget ved at rende rundt og spille helt. Der havde Slytherin så til gengæld vidst bedre. Og nu, sammen med resten ad Dødsgarden, der ikke havde været kujoner og ikke var dukket op i ministeriet den dag, eller nu blot skjulte sig fra omverdenen, gik Dean med i hans fodspor i kampen for en ren verden.

Dean nærmest skreg af grin, da han hævede en kvinde op i anklerne, så hendes kjole røg op over hovedet på hende og alt derinde under dermed blev afsløret. Han lod hende hænge og kæmpe i luften sådan, mens han rettede sin stav mod en lille dreng, der stod og skreg på sin søster. Sikkert hende, han netop havde hængt op.
"Dolor!" Råbte han, og den lille dreng faldt om på jorden og vred sig i smerte. En mand, der formodentlig var de to børns far, hoppede ind foran for at redde sit barn, men dette førte ikke længere end til, at han fik smidt en dræberforbandelse direkte i brystet og faldt død om. Overalt lød der gråd og skrig, og Dean nød hvert eneste sekund af det. Han var ingen kujon. Han var ikke flygtet fra ministeriet den dag for at holde sig skjult. Han gjorde det for at kunne gøre så meget gavn som muligt, inden han nok alligevel ville blive fanget i den gode sags tjeneste.

[Deleted]

Efter Theodore var faldet i Ministeriet, og nu var bragt i sikker forvaring, end til videre, så var håbet endnu en gang begyndt at vise sig i det magiske samfund. Endnu en gang, kunne håbet atter vises for dem, hvilket var det, som for Matthew, var det vigtigste a fdet hele.
Selv gik han fronten. han selv var stadig medtaget efter hans eget ophold i Azkaban, men retten skulle ske fyldest! Så måtte han hvile bagefter! Kampen i Ministeriet var ovre. Nu var det resten af det magiske samfund, der skulle sikres!

Godricdalen blev målet for denne dag. Et kraftigt lys skar igennem himlen over flere omgange, da flere aurorere, såvel som frivillige, transferede sig til stedet her. Matthew landede som en af de første. Det var nu at resten af krigen skulle vindes! De sidste skulle ryddes af vejen, så man igen kunne få styr på det hele igen.
Staven holdt han fast i sin hånd. Den skælvede stadig. "Godricdalen, er et af de sidste områder som vi mangler.. Der er stadig for mange dødsgardister derude. Vær på vagt." Og med disse ord søgte han direkte ind i byen. Flere fulgte efter ham. Besværgelser blev kastet til højre og venstre. Matthew kunne høre lyden af skrig.. det løb ham koldt ned af ryggen. Han fik øje på Dean. "Incarcerus!" Med disse ord, fløj de slangelignende reb mod ham. Han ville uskadeliggøre. Manden skulle i Azkaban!

[Deleted]

Lyden at skrigene og gråden, der kom fra alle sider, mens folk panisk flygtede fra stedet, men ikke opnåeden andet end at få sendt end dræberforbandelse efter sig, når de løb ud fra deres skjul i et forgæves forsøg på at komme bort fra alt dette. Alt det sammen var som sød musik i Deans ører. Og det varede heller ikke længe, inden han også slog den lille dreng ihjel for at gå videre til næste bytte. Denne gang var det en ældre kvinde, der var faldet og tydeligvis ikke kunne komme på benene igen. Hende var det vist rigeligt bare at lade ligge, som hun var. Han fik dog hurtigt øje på en mand, der varsomt var på vej hen for at hjælpe hende op igen. "Avada Kedavra!" Råbte han mod ham, før han faldt død om ved kvindens side.
Dean klukkede let for sig selv og skulle netop til at vende tilbage til hende, der hang med hovedet nedad, men hans planer blev hurtigt ændret, da han mærkede noget binde sig stramt omkring ham, og han faldt forover. "Hvad?!" Udbrød han og kiggede i forskellige retninger, inden han endelig fandt kilden til rebene. Han næsten snerrede ad manden, mens han forsøgte at få ordentligt hold på sin stav, så han på en eller anden måde ville kunne komme fri fra rebene. Imellem tiden sparkede han dog også vildt ud med benene, mens han råbte og banede og kastede al verdens forbandelser rundt omkring, eftersom han ikke havde ordentligt styr på sin stav, der blot pegede i en tilfældig retning.

[Deleted]

Overalt kunne man høre lyden af skrig, og lys på himlen, efter forbandelser og besværgelser, som havde det været et kæmpe fyrværkeri. Det måtte være de sidste spor, efter Theodore, og nu skulle det stoppes! En gang for alle!
De slangelignende reb, fik hurtigt fat om denne mand. Hvem han var, vidste Matthew ikke umiddelbart. Hans fokus havde igennem alle disse år, ligget på Theodore. Han vendte sig mod de andre, som straks var kastet i krig med de dødsgardister, som var på stedet, samt dem som forsøgte at flygte derfra. De skulle bare ikke have lov! De skulle ikke have lov til at stikke af, og samle sig andre steder!
"Sørg for at de ikke stikker af!" beordrede han med en fast tone. Han nåede selv kun at tage et enkelt skridt mod den mand, som han havde fået lagt ned, inden han måtte spring i jorden, for ikke at blive ramt af alverdens besværgelser. Hvorfor havde han holdt sådan fast i sin stav?!
Igen hævede Matthew staven. "Expelliarmus!" endte han med en fast tone, som han selv svang sin egen stav direkte mod ham. Kunne han få ham nedlagt og staven fra ham, ville det være hurtigt overstået! Andre dødsgardister, så dog ud til at blande sig. Lyden af bombardio lød ikke langt fra ham, mod den høje mur, som han stod ved siden af. Matthew nåede at hæve blikket mod den, inden den nærmest kollapaset omkring ham. Hænderne førte han hurtigt op til ansigtet, for at beskytte det.

[Deleted]

Det kunne ikke passe, at Dean var den eneste, der ville blive fanget, kunne det? Det var ikke nogen hemmelighed blandt Dødsgardisterne, at han så sig hævet over langt de fleste af dem, og det føltes derfor som noget af et nederlag, at han var den første nede. Naturligvis var det jo heller ikke helt ringe, hvis han var den eneste, der blev fanget, for jo flere de var på fri fod des bedre, men han kunne alligevel ikke lade være med at ærge sig over, at det lige netop skulle være ham. Det var jo ligesom lidt ham, der havde taget styrringen, efter Herren var blevet fanget. Hvem skulle så påtage sig den rolle nu?
Dean mærkede sin stav flyve ud ad hånden på ham og så nu den auror, der havde ramt ham ordentligt. "Nej!" Råbte han og sprællede og sparkede for at komme fri fra rebene, selvom det dog var forgæves. Og snart måtte han også opgive dette. Han nåede lige netop at lukke øjnene, da en mur faldt hen over dem.
Med en rungende hovedpine og intet luft tilbage i lungerne, måtte Dean vist indse, at denne kamp var tabt. Murstenene havde heldigvis ikke ramt ham i deres fulde hele, men han havde fået nok ned over sig til allerede at være ganske forslået, og han var ret sikker på, at der var mere end en, der også havde været omkring hans hoved. Han lå derfor blot og stirrede hadefuldt på auroren, mens han slapt lå og hev efter vejret. "Må den grumme få dig..." hvæsede han efter ham.

[Deleted]

"Matthew!" var der en kvinde, der råbte, idet at muren faldt sammen om hovedet på dem. Matthew fik skubbet flere sten til side, idet han rejste sig igen. Hans krop sitrede. Han var uden tvivl påvirket af sin tid i Azkaban, men det måtte han glemme for nu.
Dean lå endnu på jorden og var bundet, samt staven var væk. Så langt, så godt! Lyden af besværgelser og brag lød om ørene på dem, og selv Matthew vidste, at han var nødt til at være påpasselig. Han bed tænderne sammen.. bad til, at det her ikke ville koste flere liv, end hvad det havde gjort frem til nu!
"Jeg klarer mig!" kaldte han tilbage med en svag hosten. Han var fuldstændig dækket til i murbrokker. Dødsgardister faldt, og det samme gjorde Aurorerne. Det var helt tragisk at tænke på, uden at han egentlig kunne gøre noget. Han følte smerten i hans hjerte. At dette skulle vise sig, at blive en nødvendighed, var jo helt grotesk!
"Jeg skal sikre mig, at I alle sammen, får livstid i Azkaban!" endte han med en fast tone, inden han søgte hen mod Dean. Han måtte være højestekommanderende her, for de andre forsøgte ligeledes at forsvare ham. De var heldigvis også mange. Matthew var dog opmærksom. Det var jo aldrig til at vide, hvad der ville ske. En dødsgardist, kunne man under ingen omstændigheder, stole på! Han knyttede staven i sin hånd, inden han søgte hen til Deans, og tog den op i sin hånd. "Du ved godt, hvad det her betyder, ikke sandt?" Indvendig var Matthew lykkelig. Det her havde været hans livsmission ved hans arbejde i rigtig mange år!

[Deleted]

Fandens også! Ikke fordi Dean ikke havde forventet, at han ville blive fanget på et eller andet tidspunkt, for det havde han bestemt. Han havde endda forberedt sin hustru på, hvad hun skulle gøre, når han havnede i Azkaban på et eller andet tidspunkt. Men han havde håbet på, at det måske ikke var blevet så tidligt i forløbet, det skulle ske. Han havde gerne set sig selv som en af de sidste, der faldt. Men sådan skulle det tydeligvis ikke blive.
Han tog sig sammen og forsøgte at vride sig ud ad rebet endnu engang, men forgæves. Stenene havde slået for hårdt om sig, og han kunne ikke bevæge sige ordentligt. Bandende overvejede han nu situationen, hvorefter han så vidt som muligt forsøgte at råbe ud til de andre. "Træk Jer tilbage! I gør mere gavn på fri fod! Forsvind!" Formåede han at kalde ud, og der hørtes nogle få knald fra transferanser rundt omkring. Forhåbentlig var det folk, han kunne regne med ville blive ude og holde arbejdet i gang og ikke kujonerne.
Han vendte så langsomt blikket mod manden, der nu stod med Deans stav i sin hånd. Han var besejret... For denne gang i hvert fald. Et manisk smil, som han var så kendt for, kom til syne på hans ansigt og en lav, hæs latter undslap ham ligeledes. "I får os aldrig," spyttede han efter ham, selvom det måske var lige meget sagt, eftersom han i øjeblikket lå svinebundet på jorden. Men selvom han var slået fysisk, så var han det ikke mentalt. Tanken om Azkaban slog ham ikke ud. Han ville fortsætte, og han ville stikke af.

[Deleted]

Denne gang, havde de virkelig fortærret dødsgardisternes desperate planer, for at sikre sig, at frygten måtte holde ved, i det magiske samfund. Matthew elskede det! Gud hvor han dog elskede, at tage dem en for en.. Og nu hvor de havde bossen, så var det som om, at de andre, var så dejlig nemme at få slået fingrene i.
"Sørg for, at de ikke kommer særlig langt!" brølede Matthew nærmest i samme omgang, som han kunne høre, at der var flere der forsvandt. De skulle have dem fanget! Hver og en, og få dem burret inde i Azkaban, som de fortjente!
Matthew vendte sig efterfølgende tilbage mod denne mand. Umiddelbart var han ikke særlig velkendt. Det eneste, som han vidste, var at manden havde været på Mungos, den dag det var blevet angrebet. Hvordan kunne man finde glæde ved at torturere og dræbe mennesker på den måde? Det havde han aldrig nogensinde forstået. Han trak kort på smilebåndet. "Det er vidst noget du tror. Vi har taget chefen.. Nu tager vi alle håndlangerne," endte han roligt. Langsomt knælede han ved siden af manden. Han kunne lige så godt opgive modstand. Det var e enkeltbillet til Azkaban, som han stod overfor! "Lad os så se, hvad Azkaban har i vente for en som dig.." Han vendte sig kort mod de andre i Godricdalen. Flere gardister var fældet.. Det samme med hans egne. Han rystede på hovedet. "Azkaban, er hvad der venter på dig, min fine ven," sagde han med en hård stemme, inden han tog fat om Dean. I det øjeblik, forsvandt han fra stedet, sammen med ham. Azkaban var næste stop!

//Out

[Deleted]

Dean havde gerne hunset mere på dem for at få dem videre, men hverken kræfterne eller luften var til det. Det eneste han kunne glæde sig over var da, at der i det mindste var nogle af dem, der havde adlydt omgående og var forsvundet derfra, som han havde befalet. Det betød da, at der i det mindste var nogle fri.
Herren var taget, det var sandt. Men Dean valgte ikke at kommentere på det. Han skulle bare vide. Selvom han ikke selv havde siddet inde før, så vidste han, at de var flygtet før, og at de sagtens kunne gøre det igen. Det var kun et spørgsmål om tid, inden de alle ville være på fri fod endnu engang, og kampen om en ren verden endnu engang kunne udkæmpes og forhåbentlig denne gang også vindes.
Lyden af flere folk, der fik transfereret sig bort, beroligede ham en smule. De kunne ikke alle være usle kujoner, der gik i skjul eller lod som om, de var blevet tvunget til det. Nogle af dem måtte være reelle støttere omkring sagen og ville fortsætte kampen, så længe de andre sad spærret inde. "Ja, så længe det nu varer..." Snerrede Dean og lod modvilligt manden gribe fat i ham. Han havde ikke andet valg. Han måtte tage afsted og selvom tålmodighed aldrig havde været hans stærke side, så måtte han vente, så længe det nu tog, inden de alle igen var fri. Men for nu, måtte han lade sig forsvinde sammen med den auroren med et højt knald.

//Out.